Bornholmernes Bornholmer

Hvilken enighed?

Bornholmernes Bornholmer giver svaret

Endnu en gang har »Bornholmernes bornholmer«, M/F »Povl Anker«, måttet træde til og helt ene og alene klare sejladsen til og fra Bornholm – og så endda på en højsommerdag!
Ledende venstrefolk på Bornholm udtaler, at det er uheldigt at have et siddende folketingsmedlem som partifælle, som er uenig med et enigt Bornholm.
Gad vide, hvad det er for et enigt Bornholm, der tales om?
Venstres folketingsmedlem, Joan Erlandsen, repræsenterer i hvert fald et enigt Bornholm blandt vælgerne, er loyal mod de 33.000 underskrifter om Bornholms færgebetjening og fastholder desuden det, hun er gået til valg på.
Det er åbenbart helt enestående for bornholmske folkevalgte.
Det er meget beklageligt, at ledende bornholmske venstrefolk har glemt, hvad de er gået til valg på, hvorfor vælgerne foretrak Joan Erlandsen som Venstres repræsentant i Folketinget og vragede forgængeren, Thor Gunnar Kofoed.
Her er uenigheden!
Skammeligt støtter de ikke deres folkevalgte folketingsmedlem.
Navnlig, når folketingsmedlemmet støtter et enigt Bornholm og vælgerne.
At et flertal i den bornholmske kommunalbestyrelse – inklusive Venstres kommunalbestyrelsesmedlemmer – ønsker at sælge »Bornholmernes Bornholmer«, M/F Povl Anker, når der ikke er noget brugbart og pålideligt alternativ på bedding i de såkaldte visioner, den bornholmske kommunalbestyrelse blev enig om før julefrokosten, samme dag som H/F »Villum Clausen« på vej hjem fra et af sine talrige værftsbesøg skandaløst tørnede ind i molefyret i Rønne Havn, viser med al tydelighed, at kommunalbestyrelsen og Venstre ikke er i trit med Bornholms og bornholmernes interesser, hvad færgebetjening angår.
Ovre ryster de på hovedet – men ikke af Joan!
Kan Bornholms Venstre mon holde til en så fatal uenighed?

Torsten Sletskov
Kai Sonnesvej 2
Melsted

Dette indlæg blev udgivet i Politik. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar