Flyttede til Bornholm
Friskytter flyttede til Bornholm, da Skånelandene blev svensk:
Pestramte byer fik ny befolkning fra Blekinge
Af Søren Espersen, MF (DF)
Forleden fik jeg læst et par bøger om De Skånske Friskyttekompagnier, den ene skrevet af den for længst afdøde svenske historiker, Anders Hedwall, og den anden af den nulevende historiker Uno Röndahl. Det slog mig, at de oplysninger, som bøgerne indeholder, nok ville kunne interessere på Bornholm, fordi mange af de opløste friskyttekompagnier faktisk endte på Bornholm efter Skånes overgang til Sverige. Herom mere senere.
Bøgerne indeholder megen interessant indsigt i den modstandskamp, som foregik i Skåne og Blekinge efter den svenske overtagelse af Skånelandene. Disse friskytter – snaphaner, som svenskerne kaldte dem – er oftest forbundet med Skånske Krig 1675-79, men havde en langt længere historie. Der var i Skåne en lang tradition for, at almuen selv greb til våben mod indtrængere; ikke mindst i Gøngelandet oppe mod den svenske grænse.
Bøgerne indeholder megen interessant indsigt i den modstandskamp, som foregik i Skåne og Blekinge efter den svenske overtagelse af Skånelandene. Disse friskytter – snaphaner, som svenskerne kaldte dem – er oftest forbundet med Skånske Krig 1675-79, men havde en langt længere historie. Der var i Skåne en lang tradition for, at almuen selv greb til våben mod indtrængere; ikke mindst i Gøngelandet oppe mod den svenske grænse.
Effektivt hjemmeværn
Selve friskyttebevægelsen var i alle årene før Skånske Krig i tæt samarbejde med den danske hær og fungerede som et effektivt hjemmeværn. Det var tilfældet i Den Nordiske Syvårskrig i 1560erne, i Kalmarkrigen fra 1611, Horns Krig i 1640erne og Per Brahes Krig midt i 1650erne. Samt naturligvis i hele perioden 1658-1675, hvor der var en konstant forbindelse mellem friskyttekompagnierne i Skåne og Blekinge og den danske hærledelse. Og konstante hvervninger af friskytterne til den regulære danske hær fandt sted i hele perioden. Således bestod Den Kongelige Livgarde i de første år efter stiftelsen af hvervede skånske friskytter. Der findes i Rigsarkivet masser af dokumenter om denne trafik – og om pengeudbetalinger til friskyttekompagnierne i Skåne og Blekinge.
Man skal tænke på, at disse helt regulære friskyttekompagnier fra og med 1658 var at regne som svenske statsborgere – og derfor set på i Sverige som kriminelle snaphaner. Så fra at være regulære, blev kompagnierne til partisaner – frihedskæmpere, men organiseringen inden for den danske hær og rangordenen inden for korpsene fortsatte uændret – og lønnen kom som altid fra Danmark. Denne aflønning fortsatte i årtier efter 1658.
I Skånske Krig var således friskyttebevægelsen godt organiseret – og det på en sådan måde, at der knapt var et sogn i Skåne, hvor friskytterne ikke fandtes. De tal, som Anders Hedwall opregner er ganske bemærkelsesværdige: I 1675 – altså 27 år efter svenskernes overtagelse af Skåne – var 3.000 mand i våbenfør alder mellem 15 år og 60 år, organiseret i friskyttekompagnierne. Det svarer til syv procent af den mandlige, våbenføre befolkning. Hertil kom landsbyernes lokale værn. Mest kendt blandt friskytterne i Skånske Krig finder vi Svend Povlsen, Gøngehøvdingen, som i en alder af 65 år meldte sig til tjeneste og udnævntes til major.
Man skal tænke på, at disse helt regulære friskyttekompagnier fra og med 1658 var at regne som svenske statsborgere – og derfor set på i Sverige som kriminelle snaphaner. Så fra at være regulære, blev kompagnierne til partisaner – frihedskæmpere, men organiseringen inden for den danske hær og rangordenen inden for korpsene fortsatte uændret – og lønnen kom som altid fra Danmark. Denne aflønning fortsatte i årtier efter 1658.
I Skånske Krig var således friskyttebevægelsen godt organiseret – og det på en sådan måde, at der knapt var et sogn i Skåne, hvor friskytterne ikke fandtes. De tal, som Anders Hedwall opregner er ganske bemærkelsesværdige: I 1675 – altså 27 år efter svenskernes overtagelse af Skåne – var 3.000 mand i våbenfør alder mellem 15 år og 60 år, organiseret i friskyttekompagnierne. Det svarer til syv procent af den mandlige, våbenføre befolkning. Hertil kom landsbyernes lokale værn. Mest kendt blandt friskytterne i Skånske Krig finder vi Svend Povlsen, Gøngehøvdingen, som i en alder af 65 år meldte sig til tjeneste og udnævntes til major.
Officersuddannede
I løbet af de fem år, Skånske Krig varede, var det meste af Skåne under fuld kontrol af kompagnierne, som ikke i det mindste lyder som "snaphaner". For kompagnierne var 100 procent militært organiseret. Lederne havde officersuddannelse. Der var 35 kompagnier, hver med 50-80 mand – major, kaptajn, løjtnant, en eller flere fenriker, vagtmester, kvartermester, mønsterskrivere og korporaler.
Af dokumenterne fremgår en endeløs række af navne på friskyttekompagnierne og deres skæbne. Eksempelvis blev et kompagni på 56 mand i 1680 overført til København, hvor de i ét år indgår i Livgarden, inden de enkeltvis, altså et år efter at Skånske Krig officielt er forbi, sendes retur til Skåne.
Endnu 15-20 år efter Skånske Krigs afslutning spores der i Rigsarkivet, at der stadig foregår regulær militær aktivitet i Skåne – nu mere som en undergrundshær, men stadig med militær rangordning: med efterretningstjeneste og med en heftig trafik over Sundet.
Men som årene går, bliver flere og flere af de gamle soldater nu på Sjælland, slår sig ned dér, og henter deres familier over Sundet. Et eksempel: Øster Gønge Friskyttekompagni på 81 mand meldes ankommet til København 1681, hvor de alle afmønstrer og bosætter sig.
Af dokumenterne fremgår en endeløs række af navne på friskyttekompagnierne og deres skæbne. Eksempelvis blev et kompagni på 56 mand i 1680 overført til København, hvor de i ét år indgår i Livgarden, inden de enkeltvis, altså et år efter at Skånske Krig officielt er forbi, sendes retur til Skåne.
Endnu 15-20 år efter Skånske Krigs afslutning spores der i Rigsarkivet, at der stadig foregår regulær militær aktivitet i Skåne – nu mere som en undergrundshær, men stadig med militær rangordning: med efterretningstjeneste og med en heftig trafik over Sundet.
Men som årene går, bliver flere og flere af de gamle soldater nu på Sjælland, slår sig ned dér, og henter deres familier over Sundet. Et eksempel: Øster Gønge Friskyttekompagni på 81 mand meldes ankommet til København 1681, hvor de alle afmønstrer og bosætter sig.
Ingen problemer
Mens mange skånske friskyttekompagnier endte på Sjælland, gik de fleste af friskytterne fra Blekinge naturligt til Bornholm. Dér var ingen kulturelle omstillingsproblemer i den anledning – og sproget på Bornholm og i Blekinge var ens. Et eksempel på flytningen er de 67 mand fra Blekingske Friskyttekompagni under ledelse af kaptajn Jens Kjeldsen fra Rønneby. Hele dette kompagni ønskede ikke at bo i Blekinge under svensk herredømme, og besluttede sig til at fortsætte deres liv i Gudhjem og Tejn. Det skal nævnes, at netop disse to byer på den bornholmske nordkyst havde været særligt medtaget af pestens hærgen på øen i 1654, hvorfor kystbyerne på det nærmeste var uddøde.
Til Christiansø
Jens Kjeldsens kompagni drog fra Blekinge først op til Gøngelandet, dernæst til København, og derfra igen til Bornholm, hvor de fra dag ét indgik i garnisonen på Hammershus, stadig under Jens Kjeldsens ledelse. Senere afskibedes i 1685 45 mand til Christiansø for at forestå arbejdet på den nye søfæstning. Her fik de nu navnet Christiansø Friskyttekompagni. Sidste gang, vi hører om Blekingske Friskyttekompagni, er i 1725, hvor kompagniet nu forlægges fast til Hammershus. Året efter udnævnes Jens Kjeldsen til strandfoged i Tejn med en årsgage på 40 rigsdaler. Efter hans død hentes afløseren i kompagniet, nemlig fendrik Ole Jensen.
Som en kuriositet kan nævnes, at en samling oldgamle småhuse ved kirken i Nyker kaldes Gøngeherreds Huse. Det giver et minde om nogle af de mange skånelændinge, som i 1680erne endte i den del af Skåneland, som er en ø i havet.
Som en kuriositet kan nævnes, at en samling oldgamle småhuse ved kirken i Nyker kaldes Gøngeherreds Huse. Det giver et minde om nogle af de mange skånelændinge, som i 1680erne endte i den del af Skåneland, som er en ø i havet.
Andre steder i landet
Mange kompagnier ender andre steder i Danmark. Eksempler: Sturkø Sogns Friskyttekompagni, Casper Dues Kompagni og det store Vestre Gønges Kompagni – med den store Aage Monsen – "Hare-Aage" som major.
Såvel Monsen som hans kaptajner Knud Espersen og Eskild Nielsen og hans løjtnanter Per Flink og Per Bendtsen får fast tjeneste ved Kongens Dragoner i København – mens resten af det store kompagni, 301 mand – inden for kortere tid får arbejde i landbrug eller håndværk på Sjælland.
Såvel Monsen som hans kaptajner Knud Espersen og Eskild Nielsen og hans løjtnanter Per Flink og Per Bendtsen får fast tjeneste ved Kongens Dragoner i København – mens resten af det store kompagni, 301 mand – inden for kortere tid får arbejde i landbrug eller håndværk på Sjælland.
En legende
Kaptajn Simon Andersen fra Tullsager i Vestre Vrams sogn ender sine dage i Nordjylland – han er blevet en legende på egnen omkring Tullsager i Skåne, hvor han kom fra. En mindesten blev rejst over ham i 1953, hvor provst Anders Hedwall har forfattet inskriptionen: "Her fødtes han, og her har før hans stærke blokhus stået. Men stængt for ham blev dets dør – og landsflugt blev hans lod." – og underneden: "Bygdens Folk rejste Stenen". Andre store navne blandt friskytterne: Lille-Mads fra Hovdala, Knud Espersen Bøg fra Børinge, Eskild Nielsen fra Christianstad, Niels Andersen fra Gullerup i Østre Gønge, Oluf Pedersen fra Torup i Vestre Gønge, og Casper Due fra Broby – som gav navn til eget kompagni. Og jo altså ikke mindst Gøngehøvdingen. Mens mange skånske friskyttekompagnier endte på Sjælland, gik de fleste af friskytterne fra Blekinge naturligt til Bornholm.
Søren Espersen
Medlem af Folketinget
Folketingets 2. Næstformand
